Author Archive

Mobning på Borgerportalen Gellerup.nu

Vær kritisk og bliv hængt ud

Onsdag d. 8/2 2012 er der lagt en usmagelig artikel på vores lokale nyhedsmedie Borgerportalen Gellerup.nu. med overskriften ”Væltet medlem vildleder beboerne på Toveshøj”.

Der udøves direkte mobning af et afdelingsbestyrelsesmedlem i afdelingen Toveshøj.

Mobning defineres af Wikipedia på følgende måde:

 

”Mobning er en gruppes forfølgelse af et offer med drilleri og chikane. Ordet stammer fra det engelske mobbing, afledt af mob pøbel eller gruppe.

En væsentlig bestanddel af mobning er dømmesyge, had/frygt til dem, der er anderledes.

Mobning kan være verbal eller korporlig.”

Jeg kender ikke den konkrete sag, men jeg ved fra indlæg i andre medier og referater fra møder, at det, som først ca. 13 og siden ca. 6 % af beboerne i afdelingerne Gellerupparken og Toveshøj stemte om ved de to afstemninger i forbindelse med Helhedsplan Gellerup, siden har undergået omfattende ændringer – ændringer, som jeg har opgivet at følge med i. Bl.a. er der søgt om adskillige millioner fra Landsbyggefonden ud over det beløb, de fremmødte beboere på vores ekstraordinære afdelingsmøde i Gellerupparken gav grønt lys til at ansøge om.

Men afdelingsbestyrelsesmedlem i Toveshøj Henning Bay Thomsen har tilsyneladende ikke opgivet at følge med, og han har tilsyneladende fortalt sig på et afdelingsmøde d. 7/2 2012 ved at sige, at der i Toveshøj kun har været tale om én bestemt blok, der skulle omdannes til ældreboliger.
Ifølge et referat fra et afdelingsbestyrelsesmøde i november, har det der været nævnt, at der kunne blive tale om flere blokke.

Sat i gabestok
Og fortale sig skal man altså ikke, hvis ikke man vil risikere at blive hængt personligt ud i offentlige medier. Så pyt med, at man rent faktisk kan have en meget væsentlig pointe.

I fordums dage risikerede kritikere og afvigere fra normen at blive sat i gabestok eller brændt på bålet. I dag risikerer man ”bare” at blive hængt ud på Internettet – og normen her i Gellerup er ifølge husstandsomdelt materiale, indlæg på møder m.v., at helhedsplanen er fantastisk, og at alt er i sin skønneste orden.

Borgerportalen Gellerup.nu har i vid udstrækning repræsenteret normen og har i vid udstrækning lagt sig i kølvandet på den massive og ensidige informationskampagne vedr. helhedsplanen, som der er brugt millioner af kroner på.

Så det undrer mig ikke, at portalen ikke forholder sig kritisk og eksempelvis af Henning Bays kritik lader sig inspirere til at stille spørgsmål til næstformand for Brabrand Boligforening Keld Albrechtsen, der deltog i mødet, og afdelingsformand Anett Sällsätter Christiansen om emnet.
Det undrer mig ikke, at den ikke føler sig foranlediget til f.eks. at spørge om, hvorvidt beboere og afdelingsbestyrelsesmedlemmer deltager tilstrækkeligt i processen, om hvorvidt informationen er præcis og grundig nok eller om hvilke andre grunde de evt. kan se til, at det ikke er første gang, ledelsen i Brabrand Boligforening bliver udsat for kritik af den type.

Det under mig heller ikke, at portalen ikke nøgternt refererer til, at Henning Bay rent faktisk tilsyneladende har ret i, at der aldrig har været tale om lige netop den blok (det omtalte referat henviser ikke til nogen bestemt), eller at den ikke stiller sig spørgende overfor, at ombygning af en blok nu muligvis også er ændret til nedrivning.

Og det undrer mig ikke, at borgerportalen ikke stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt boligforeningens information til beboerne har været vildledende eller mangelfuld, idet det kun er sket i ganske få tilfælde, så vidt jeg er orienteret.

Simple metoder til at bringe et menneske i miskredit
Men det undrer mig dog en smule, at portalen ikke blot er ensidig og ukritisk, men at den ligefrem bruger en hel artikel på at mistænkeliggøre et enkelt menneske og beboer i vores nabolag.

Det under mig, at den forfalder til at anvende så simpel en metode som at lægge ord i munden på Henning Bay Thomsen:

”Så det vil sige, at Anett Sällsäter Christiansen er fuld af løgn?
“Ja,” lød svaret fra en tilsyneladende selvsikker Henning Bay Thomsen.”

Ekstrabladet kunne ikke have gjort det bedre. Borgerjournalisten kunne jo også have spurgt, hvorvidt Henning Bay var vred og i så fald hvorfor. Men nu bliver det i stedet rigtigt manipulerende:

”Denne påstand måtte naturligvis efterprøves.”

Men påstanden er jo borgerjournalistens og ikke Henning Bays! Og han udnytter tydeligvis det, at Henning Bay er under pres til at sætte ham i et dårligt lys.

Dette lys er allerede kastet i overskriften: ”Væltet medlem vildleder beboerne på Toveshøj” og der blændes yderligere op allerede i indledningen ”Henning Bay Thomsen, der er medlem af afdelingsbestyrelsen på Toveshøj og i oktober blev afsat som medlem af ad hoc-udvalget for Helhedsplanen…”

At Henning Bay Thomsen ifølge borgerjournalisten er blevet ”væltet” eller ”afsat som medlem af ad hoc-udvalget”, har absolut intet med artiklens emne at gøre, og man behøver ikke at være hverken dansklærer eller journalist for at foretage en simpel analyse og konkludere, at dette alene nævnes i et forsøg på allerede i indledningen at undergrave Henning Bays troværdighed.

Så er du kritisk overfor magthaverne, er du under pres, har du som ethvert andet menneske vanskeligt ved at følge med i de utallige, massive og konstante ændringer, som dette ”projekt helhedsplan” har undergået på ganske kort tid, og som ikke sjældent præsenteres som værende de helt og måske endda de eneste rigtige – ja så risikerer du at blive mistænkeliggjort, udstillet og sat i gabestok, hvis du udtaler dig til en borgerjournalist fra Gellerup.nu.

Som et kuriosum skal det nævnes, at afdelingsformanden i Gellerupparken Helle Hansen præcis som Henning Bay Thomsen har haft svært ved at følge med. Kan vi kalde det menneskeligt? Hun bliver i hvert fald ikke hængt ud for at have vildledt vi beboere.
I en artikel af samme borgerjournalist i vores beboerblad Skræppebladet udtaler hun:

””At Sigridsvej foreslås lukket ved Emmasvej, gik først op til mig, da vi holdt møde i fællesrådet i december. Her havde repræsentanter været til møde med Trafik og Veje og fået beskeden om vejlukningen,” fortæller afdelingsformand Helle Hansen, der også er formand for Gellerup Fællesråd.”

Hvor dumme er beboerne?
Lad mig til slut nævne, at jeg finder det bemærkelsesværdigt, at borgerjournalisten mener, at et enkelt menneske skulle være i stand til at vildlede beboerne på Toveshøj.
Ifølge ledelsen i Brabrand Boligforenings egen forståelse, har de en god smag i munden, rent mel i posen og et fantastisk projekt at informere om – og de har et kæmpe magtapparat med millioner af kroner, arkitekter og andre fagfolk, informationsmedarbejdere, jurister, enorme bannere, tonsvis af farvestrålende glitrende materialer og meget andet i ryggen.

Hvordan skulle et enkelt kritisk menneske være i stand til at vildlede nogen som helst på den baggrund?

Det må jo bero på et af to: Enten er vi beboere særdeles uintelligente, ude af stand til at tænke selv og lette at forføre – eller også er der noget om snakken!

Hvad skal bulldozerne gøre godt for?

Nytteløse overgreb i ny aftale om Helhedsplan Gellerup

Lad det være sagt med det samme: Jeg går ikke ind for såkaldt kombineret udlejning, der har til formål at holde lejere uden arbejdsmarkedstilknytning ude af de såkaldte ghettoer.

Jeg finder det diskriminerende, og jeg tror ikke på, at menneskelige ressourcer kan gøres op i arbejdsmarkedsværdi. I så fald skulle mit (selv) værd da også være fortvivlende lavt. Jeg er førtidspensionist.

Endvidere er det første skridt i regeringens ”strategi mod ghettoisering”, som blev lanceret allerede i 2004: De forkerte mennesker skal holdes ude, og de rigtige skal lukkes ind.
Siden skal der så sættes mere håndfast ind med direkte udtynding af de boliger, som de forkerte bor i. Read the rest of this entry »

Manipulation og spin vedr. Helhedsplan Gellerup

- nu punkteret af statsministeren og SSF

Den ene gang efter den anden har man kunnet høre og læse i medierne og omdelt informationsmateriale, at årsagen til nedrivning i Gellerup er, at der skal skabes plads til f.eks. en bygade, erhverv, andre boligformer m.v.

Det har været ualmindeligt svært at nå igennem med det budskab, at virkeligheden er en anden. Men sådan er det. Planen er, at der skal rives ned, bygges om og sælges boliger, for at udtynde den nuværende type beboerne. Det er fastlagt i den politiske aftale fra juni 2009, der udgør grundlaget for Helhedsplan Gellerup. Sammen med nybyggeri skal dette føre til, at andelen af almennyttige familieboliger på længere sigt bringes ned til 30 %. Read the rest of this entry »

Eid mubarak

Jeg var ude at handle i dag, og jeg købte sådan en ting, I ved nok, hvor ekspedienten skal underskrive kvitteringen.

Min ekspedient var noget mere brun end jeg, og han underskrev sig med Ahmed.

“Hav en god dag”, sagde han. “Tak”, svarede jeg, “og glædelig eid til dig, hvis du da fejrer den”.

“Tak”, sagde han, “Det gør jeg. Det var dejligt at høre”.

Et smil bredte sig og varerede helt ind i den næste ekspedition. Selv var jeg lige ved at tude. Read the rest of this entry »

Frygt for at blive sat på gaden er årsag til protester mod nedrivning?

Mere ghettoisering af Gellerups beboere

Det er godt, vi har TV2 Østjylland. For nu ved jeg, at jeg har skrevet under mod nedrivning pga. en irrationel frygt, og at jeg derfor ikke mente det alligevel. Det fremgår af et nyhedsindslag i går tirsdag d. 24/8 2010.

Beboerne i Gellerupparken har simpelthen skrevet under mod helhedsplanen, fordi vi fejlagtigt tror, at vi bliver sat på gaden. Det nævnes både i selve indslaget og i indledningen til det.

Det er altså ikke engang nødvendigt at lave en danskfaglig analyse af TV2 Østjyllands dækning af et problem, som det ikke fremgår, hvem har rejst. Konklusionen er klar: Vi beboere har skrevet under imod nedrivning, fordi vi er bange og uvidende! Read the rest of this entry »

Kritik af underskriftsindsamling mod nedrivning

Grov underkendelse af beboerne i Gellerup

Protestgruppen mod nedrivninger i Gellerup anklages nu for at have “skubbet vi beboere i retning af en bestemt holdning”. Det fremgår af et indslag i TV2 Østjylland i går mandag d. 23/8 2010 og af artiklen “Gellerup: Underskriftsindsamling møder kritik“.

Valgforsker Rune Stubager mener ifølge artiklen, at det i den tekst, som beboerne har skrevet under på, burde fremgå, at “beboerne vil blive genhuset i tilsvarende lejligheder” (min fremhævning), og at den derfor er ubrugelig. Read the rest of this entry »

Mere markedsføring af helhedsplanen

Smag på Gellerup er usmagelig

Nabofest i Ramadanen: Fra Århus Kommune og Brabrand Boligforenings hjemmeside om helhedsplanen

D. 31/8 afholdes i forbindelse med Åhus Festuge endnu et arrangement til markedsføring af helhedsplanen:  “Smag på Gellerup” eller “Nabofest i Ramadanen”.

Listen over medarrangører er lang, og den spænder fra offentlige institutioner til lokale foreninger.

Disse har nu alle ladet sig gøre eller har gjort sig til en del af den markedsføring af helhedsplanen, der har som mål at skabe bred opbakning til projektet uanset dets endelige form, og derfor bl.a. har som delmål at:

  • skabe lokal forankring af projektet
  • være med til at sikre, at beboerne oplever, at processen gennemføres i respekt for dem og de ressourcer og potentialer, som området rummer
  • at illustrere, at parterne bag helhedsplanen arbejder i samme retning Read the rest of this entry »

Muslimsk bekvemmelighedsnasser?

En beretning om svigt

En ung kvinde sidder i min sofa. Hun er fortvivlet, har stampet nogle af sine allersidste kræfter op af jorden og er kommet for at bede om hjælp: Vil jeg ikke nok ringe til hendes sagsbehandler? Hun er droppet ud af sit seneste aktiveringsprojekt og har været helt uden indtægt i ½ år.

Det kan du godt klare!

Hun har flere gange selv kontaktet sin sagsbehandler og givet 2 – 3 forslag til, hvordan hun igen kan komme i gang, men der er ingen kære mor: Enten starter hun i det projekt, som sagsbehandleren har udset til hende, eller også er kassen fortsat lukket i.

Mit svar på pigens spørgsmål er imidlertid nej. Read the rest of this entry »

Opdateringer

Jeg er fortsat i gang med at opdatere bloggen:

Ældre indlæg importeres, de skal struktures, tilpasses osv.

Jeg håber derfor, at I vil bære over med, at dette tager tid. Brug søgefunktionen, hvis du søger noget bestemt – tags og kategorier, er endnu ikke tilrettet.

Der mangler desuden endnu nogle indlæg fra Stiftenblog 2008.

Men god læselyst alligevel :)

Inklusion eller assimilation?

Fisken der druknede

Et gammelt folkeeventyr fortæller, at en mand der en dag var ude at fiske fangede en gedde. Han blev så glad, så glad og besluttede, at han ville gøre gedden til noget helt specielt. Hvis det nu bare kunne lykkes?

”Den må kunne blive til et landdyr”, tænkte han. Og så puttede han gedden ned i en vandpyt og fjernede hver dag lidt af vandet.

Gedden BLEV til et landdyr, og manden tænkte, at så måtte den kunne blive til mere endnu… Nu lærte han den at gå! Han var så kisteglad for sin lærling, som fulgte ham overalt og var trofast som en hund. Read the rest of this entry »