Høringssvar: ”Forslag til dispositionsplan for Gellerup + Toveshøj” – Helhedsplanen

Helhedsplanen for Gellerup skaber yderligere “ghettoisering” i dens nuværende form

”Nu er det jo ikke for at genere jer, at vi jævner jeres hjem med jorden, bygger det om eller sælger det og tvangsflytter jer til en anden lejlighed. Vi gør det i godhedens navn. Vi gør det, fordi vi ved bedst. Vi gør det, fordi vi bedre end I selv ved, hvad I har brug for og hvad, der er godt for jer. Og skulle I selv mene noget andet, har det ingen værdi. Det bliver sådan her, og stemmer I imod lige netop dette, vil det gå dramatisk ned ad bakke for Gellerup”. Og her tegnes så en brat nedadgående kurve i luften.

Sådan ca. kan det politiske flertal i Århus Byråds budskab til beboerne i Gellerupparken og Toveshøj opsummeres. Sådan behandler man kun samfundets mest udsatte og udstødte – og sådan udstøder man yderligere de udstødte!
Vi ville aldrig drømme om at tvangsflytte etniske danskere ud af deres hjem, for at gøre plads til borgere fra Gellerup. Der er altså tale om åbenlys klokkeren diskrimination.

Min baggrund for at skrive dette høringssvar er, at jeg nu på 4. år bor i Gellerupparken, hvilket jeg er særdeles glad for. Jeg nyder dagligt godt af min store lyse lejlighed, mine vidunderlige altaner, lys og plads mellem blokkene, vores grønne områder og frihed fra trafik. Endvidere er den store gæstfrihed, varme, nærhed og mangfoldighed blandt mine naboer en meget stor berigelse.
Det mærkes imidlertid også, at jeg bor i et af landets fattigste områder, og at en del mennesker her bærer på en stor smerte – ikke mindst fra den tiltagende diskrimination, fordømmelse og fortolkningsvold, der så massivt rammer vores etniske minoriteter og især muslimer. Til eksempel minder jeg blot om, at en undersøgelse indenfor de sidste par år har vist, at 80 % af landets arbejdsgivere i større eller mindre grad tager etnisk baggrund i betragtning, når praktikpladser skal besættes.

Projektets forudsætninger

Jeg har intetsteds set en tilbundsgående og sammenhængende analyse og fremstilling af netop Gellerups problemer. I stedet henvises til udvalgte udenlandske erfaringer, der menes at underbygge og begrunde planerne om udtynding og spredning, samt konklusioner fra Programbestyrelsen.

Der gøres flere steder tilløb til beskrivelse af de problemer, som man med helhedsplanen har til hensigt at løse, men der er fortsat tale om forholdsvis spredte fægtninger og temmelig overfladiske betragtninger. På den baggrund, vil man altså nu investere en milliard kr., ødelægge værdier for millioner og anvende magt og tvang overfor mennesker.
Det finder jeg risikabelt og overordentligt kritisabelt.

Eksempelvis er helt grundlæggende begreber som ”ghettoisering” og ”parallelsamfund” ikke præcist defineret. De kan dække over alt fra en bekymring i forhold til negativ social arv til Gellerup som muslimsk besat område.

At det er et problem, at ”indvandrere og efterkommere med ikke vestlig baggrund” (jf. Programbestyrelsen) og religiøse minoriteter (jf. Venstre i Århus Kommune) bor sammen, er en antagelse, som jeg endnu kun har set overfladisk begrundet, og som implementerer diskussionen om pluralistisk integration overfor assimilation, som vi ikke har taget. Andre steder i verden, griber man det anderledes an.
Min personlige erfaring er, at selve det at anskue det som et problem, netop skaber problemet: ”Hvorfor er jeg ikke OK, som jeg er?”

Fælles for de fremsatte betragtninger er, at de overvejende søger efter årsagerne til selve ”ghettoen” og dens problemer INDE i ”ghettoen”, hvorfor det er den og de mennesker, der bor der, der skal gøres noget ved. Og når DE nu har isoleret sig, når DE nu ikke vil ”integreres” (hvilket jeg heller ikke har set defineret) – så må vi tvinge dem.

For hvis det er sandt, at det er arkitekturen og ikke menneskene, der er noget galt med, så var der godt nok mange boligområder med blinde veje i dette land, hvor vi nødvendigvis måtte gribe til ”radikale forandringer”.

Majoritetssamfundet har skabt ”ghettoen”

Men hvis vi nu i stedet fokuserer på helheden og det fælles ansvar og anskuer ”ghettoen” som et sted, der langt hen ad vejen bebos af samfundets udstødte, så må vi nødvendigvis søge at afdække eksklusionsmekanismerne for at løse problemerne frem for at placere al skyld, ansvar og årsagsforklaring i ”ghettoen” og blandt dens beboere.
For mennesker, der trives, har det godt og oplever reel anerkendelse og vilje til inklusion, har overskud til at åbne sig og tage del. Det er almenmenneskeligt.

Læs eller genlæs blot Århus Kommunes/Børn og Unges glimrende lille folder ”Ny viden om mobning”. Her et par udvalgte citater:

”Utryghed, mobning, skæld-ud, skænderier og konflikter aktiverer hjernens alarmcentrat – det fører til vrede, frygt og tristhed.”

”I et utrygt fællesskab producerer man foragt i stedet for værdighed. Det kan foregå meget voldsomt, men ofte produceres foragten også i de mange små detaljer i hverdagen.”

I det lys kan man forstå den ofte påståede manglende vilje til ”integration” og det vi helt fejlagtigt betegner som ”omvendt racisme”.

Se nu er det jo ikke sådan, at ”den mobbede” alene er et offer og uden ansvar! Men gennemføres helhedsplanen i dens nuværende form, svarer det til, at lederen på en arbejdsplads eller læreren i en skoleklasse allierer sig med mobberne og bliver rollemodeller i en diskriminerende kultur, hvor det er OK at fratage enkelte grupper og individer basale rettigheder, som flertallet har, og han/hun gør sig desuden til den, der udfører denne kultur i praksis.

Blot har dette langt mere vidtrækkende konsekvenser på et samfundsmæssigt plan: Flertallet af århusianerne mener nu tilsyneladende, at det er OK at tvinge folk ud af deres hjem – så længe det er de brune (muslimer) fra Gellerup.

Men som de afsluttende ord i folderen lyder:

”Robusthed kan kun trænes i et trygt fællesskab, hvor man aktivt bliver værdsat, som den man er.”

Man kan muligvis med nogen held åbne et boligområde arkitektonisk, hvis beboerne ønsker det. Men man kan ikke tvinge et menneske til at åbne sig, hvis lukkethed netop er et forsvar mod den smerte, der er forårsaget af, at vi har ”ghettoiseret” det i vores fordømmende tænkning og diskriminerende regler og tiltag.

Et forsøg på at opløse den ”fysiske ghetto” gør ikke unge mænd mindre aggressive, så længe de på forhånd er dømt forkerte for at være det, de er.
Unge kvinder vil fortsat have aftener, hvor de græder sig i søvn, fordi de dagligt bliver mødt med vendte øjne eller direkte hadefulde kommentarer om deres tørklæde, eller fordi de har valgt at undertrykke en væsentlig del af sig selv og tage det af i et forsøg på at blive en del af fællesskabet.
Børn vil fortsat smide deres tasker i min entré og sammenbidte fortælle mig, at en klassekammerat igen har mødt dem med en kommentar som ”Hvorfor skal I have en moské? Det er da vores land!”, mens læreren igen var tavs.
Andre børn vil fortsat med et nedslået blik og tårer i øjnene sige ”Jeg er jo bare gæst” eller med vrede og eftertryk sammenbidt understrege, at ”Jeg er araber”, ”Jeg er tyrker”, ”Jeg er somalier” osv.
Udslag af foragt for andre og social kontrol vil fortsat forekomme, så længe disse mennesker udsættes for så massiv foragt.
Mænd vil fortsat være fortvivlede over, at de dårligt kan forsørge deres familie, og kvinder vil fortsat være ulykkelige over, at de ikke har råd til at købe vintertøj til deres børn.

For det er sådan, vi har SKABT ”ghettoen”. Helhedsplanen i dens nuværende form nedbryder alene dens fysiske manifestationer, mens den i sig selv indebærer og fremmer yderligere ”ghettoisering”.

Den politiske aftale

De oprindelige parallelopdrag og stadsarkitektens konklusioner på samme viser, at det er muligt at åbne området og endda skabe en multifunktionel bydel fuldstændigt uafhængigt af nedrivning af vores gode blokke og udtynding af områdets nuværende beboere.
Endvidere er en moské nævnt som en mulig ”dynamo” i forslagene fra begge de rådgivergrupper, der blev udvalgt til at fortsætte arbejdet. Heri ligger ikke bare en mulighed for en kulturel berigelse, men jf. ovenstående også en helt central og meget betydningsfuld anerkendelse: Et klart, høj og tydeligt formuleret ønske om, at områdets mange muslimer får et smukt og værdigt bedehus!

Så med den politiske aftale om grundlaget for dispositionsplanen med dens krav om nedlæggelse af op til 31 % af vores familieboliger og moskéen skrevet ud, er den diskriminerende, nedværdigende og ekskluderende tænkning ikke alene tydeliggjort. I forlængelse af den kombinerede udlejning kræves den gennemført vha. en direkte tvangsmæssig indgriben i vi beboeres liv.

Dette er ikke et demokratisk samfund værdigt. Og samtidig producerer vi for fuld udblæsning yderligere utryghed, frygt, foragt, vrede, indadvendt og udadrettet destruktiv adfærd og fuldstændig retfærdig og naturlig lodret modstand, alt imens det omgivende samfund yderligere bekræftes i de fordomme, der retfærdiggøres over aftensmaden og udmøntes i vores stadigt mere racistiske adfærd overfor ”de andre”.

Jeg finder det bemærkelsesværdigt, at partiet Venstre insisterer på at sælge ud af helt grundlæggende liberale frihedsværdier, og at et parti som Socialdemokratiet er klar til i bred forstand at ”sælge ud” af almennyttige boliger. Jeg finder det bemærkelsesværdigt, at det store flertal tilsyneladende ikke tager deres viden om helt basale almenmenneskelige forhold og mekanismer og grundlæggende humanistiske værdier i betragtning i denne sag – og jeg finder det dybt bekymrende, at stort set ingen med indflydelse taler imod denne omfattende diskrimination og de autoritære udmeldinger, der lukker af for en konstruktiv og udviklende meningsudveksling.

Sig ja til diskrimination – ellers går det grueligt galt!

Der er en stadigt mere omsiggribende tendens i det danske samfund til, at vi tilsidesætter både viden og værdier, når noget vedrører etniske, kulturelle og religiøse minoriteter. Oftere og oftere søger vi forklaringer på ellers velkendte fænomener hos ”de andre” i en kollektiv men ikke tydeliggjort og måske derfor ubevidst forståelse af, at disse menneskers ”helt særlige kultur” og måske endog særlige natur er årsagen til de problemer, vi kender.

Dette er jo imidlertid fordomme, som hører en anden tidsalder til, og som bliver til racisme, når de udøves med (politisk) magt.

Jeg finder det endvidere økonomisk fuldstændigt uforsvarligt at bruge både skatteborgernes og beboernes penge på at rive boligblokke ned, der er så gode, at en familielejlighed er vurderet til min. 1 million kr., ligesom det er den omvendte verden, at omdanne boliger til erhverv for udtyndingens skyld, frem for at vurdere behovet for erhverv.

Jeg opfordrer derfor til, at vi besinder os på vores grundlæggende værdier, vores demokratiske traditioner, vores brugbare faglige viden og almenmenneskelige indsigt, og at politikerne fra både kommune og boligforening på den baggrund smøger ærmerne op og genforhandler det politiske grundlag.

Mulige alternativer for et fremtidigt Gellerup

På baggrund af ovenstående skulle det gerne fremgå, at jeg mener, at det eneste bæredygtige alternativ er at udarbejde et nyt forslag, der tager sit udgangspunkt i beboernes ønsker og ideer, og som aktivt inddrager os i en udviklende og demokratisk proces.

Jeg ser ikke andre muligheder end et forslag, der er baseret på og aktivt inddrager de mange kvaliteter og ressourcer, som området rummer, et forslag, der er baseret på anerkendelse, og som har som mål at gøre noget godt for og sammen med de nuværende beboere. Al egentlig udvikling kommer indefra og forudsætter et anerkendende og trygt miljø.

I kort form er nogle af mine overvejelser følgende:

Fysiske ændringer i Gellerup kan grundlæggende ikke ændre på samfundets eksklusionsmekanismer, fattigdomsproblemer og psykosociale problemer.
Men i håb om at førstehåndskendskab og personlige oplevelser delvist kan afhjælpe frygt og fordomme hos majoritetsbefolkningen, og delvist afhjælpe de destruktive følelser, den negative selvopfattelse, og den til tider generaliserende opfattelse af etniske danskere, der er opstået hos nogle beboere som konsekvens af vores ekskluderende samfund, kan der muligvis være fordele ved en åbning af området:

  • Arkitektonisk i form af nogle få stille sikre veje eller blot adgang for offentlig transport. Dette kan gøres relativt billigt og uden at rive ned
  • Tilføjelse af funktioner, der tiltrækker borgere fra resten af landsdelen f.eks. et fantastisk wellness-center, offentlige arbejdspladser, et kultuhus, uddannelsesinstitutioner, festplads med kulturelle arrangementer, café, restaurant galleri eller lignende på toppen af en blok på Gudrunsvej med byens bedste udsigt osv. Gerne inde i bebyggelsen
  • Nybyggeri i respekt for de grønne områder
  • Et mindre prisbilligt hotel evt. med unge rejsende fra hele verden som målgruppe

Desuden bør Gellerup naturligvis huse en moské med et tilhørende kulturcenter, der kan formidle kulturforståelse, og som vil være en attraktion for hele Danmarks befolkning.

Udgangspunktet er den holdning, at det vil være godt for Danmark og Gellerup, hvis vi etniske danskere får anledning til at integrere os noget mere med vores nye medborgere.

Af andre eksisterende og nye forslag kan fremhæves:
  • Renovering og udbygning af alle vores grønne områder, som giver værdighed og trivsel for både børn, unge og voksne
  • Renovering af vores lejligheder, så de bliver helt tidssvarende og skåner miljøet (der kan renoveres meget, for det det koster at rive ned)
  • Nybyggeri på højre (østlige) side af en ny hovedgade ved den nuværende sti. Der kan skabes megen plads ved at fjerne en del af den nuværende ”kælkebakke”
  • Ombygning af enkelte lejligheder i stueetagen i blokke, der ligger ud mod en ny hovedgade med det formål at skabe et butiks-, café- og restaurantmiljø omkring et nyt torv og give gode muligheder for iværksættere, hvis der er behov
  • Nyt almennyttigt byggeri i en anden del af byen, der gives som et tilbud og hvortil beboere fra Gellerup-Toveshøj har fortrinsret
  • En ny folkeskole og et sundhedscenter

Den sociale indsats bør tænkes direkte ind i planen og der bør skabes flere tilbud til ikke bare for børn og unge men også hele familier. At være en god rollemodel som forælder handler ikke blot om tilknytning til arbejdsmarkedet – det handler først og fremmest om at have overskud til at tage sig godt af sine børn.
Der bør satses på lokale ansættelser og målrettet og løbende opkvalificering af frivillige lokale ressourcepersoner – evt. kan der gives huslejenedsættelse mod forpligtigelse til at deltage i uddannelse og frivilligt arbejde. Social status er i denne sammenhæng underordnet.

I det nye forslag bør det endvidere tydeliggøres, hvad der reelt er økonomi til at gennemføre med det nuværende budget, og hvad der er målsætninger og hensigtserklæringer. Vi beboere har ret til at vide, hvad vi reelt stemmer om.

I håb om et nyt inkluderende og økonomisk og socialt ansvarligt forslag i respekt for beboerne i Gellerup og Toveshøj og vores grundlæggende demokratiske værdier

Pia Bjerre Christensen

Andre indlæg om Helhedsplan Gellerup her

Skriv en kommentar