Helhedsplan og moské II

Læserbrev i Skræppebladet – kommentar nr. 2 til Gert Bjerregaard, tidl. rådmand for Venstre:

Kære Gert Bjerregaard

Af dit svar til os i sidste nummer af Skræppebladet (læs indlæg og GB´s svar her) kan vi forstå, at du mener, at vi trækker debatten ned på et overordentligt lavt niveau, hvilket du ikke vil bidrage til, og at vi tager dig til indtægt for synspunkter, som er udtrykt af en for dig ukendt læserbrevsskribent.

Derfor vil vi gerne præcisere:

Vi tager dig ikke til indtægt. Vi spørger heller ikke, om du går ind forslaget om, at såkaldte ”fremmede” ikke skal have adgang til at bosætte sig i Gellerupparken.

Men på baggrund af dit svar til denne skribent, hvori du erklærer dig ”ganske enig” i at beboersammensætningen skal ændres, spørger vi opklarende til, om du og Venstre mener, at sociale problemer, som dem vi har i Gellerup, har en sammenhæng med race, etnicitet og/eller religion?

Og mht. en moské i området, så fremgår det af beslutningsreferatet fra Århus Byråds møde den 5. november, hvor der bl.a. diskuteres placering af moské, at Venstres byrådsgruppe fremsætter en mindretalsudtalelse, hvori I fremfører, at ”der er mål med spredning og ændring af beboersammensætningen, som er besluttet af Århus Byråd”.

Af en mindretalserklæring af 15. september 2008 fremgår det endvidere, at netop helhedsplanen skal modvirke en eksisterende tendens til et såkaldt parallelsamfund:
”En placering som foreslået vil forstærke tendensen til parallelsamfund og dermed give en forstærket ghettoeffekt. En effekt, som netop søges modvirket gennem den omfattende helhedsplan for Gellerup, hvortil anvendes betydelige ressourcer”.

Af dit svar til os, kan vi dog ikke læse, at du mener, at dette såkaldte parallelsamfund allerede eksisterer, men at en moské vil kunne bidrage til, at det dannes.

Men måske kan du uddybe? Hvilket mål er der med spredning, og hvordan hænger dette sammen med en moské og et kulturcenter?

Vi synes endvidere, at det kunne være rart, hvis du ville uddybe, hvad du forstår ved begreberne ”parallelsamfund” og ”ghettoeffekt”.
Vi er enige med dig i, at debatten om Gellerups fremtid er fantastisk vigtig, og at klargøre betydningen af de ord, der fremstår som centrale og anvendes ofte, mener vi, er med til at kvalificere den.

Med venlig hilsen

Pia Bjerre Christensen

Camilla Maria Løvhøj

Gert Bjerregaard har ikke kommenteret dette indlæg.

Vores første læserbrev og Gert Bjerregaards svar kan læses her

Dette indlæg kan læses på Skræppebladet her

Se også tema om helhedsplanen