Jyllands-Posten uden for pædagogisk rækkevidde?

Nedenstående blev i lettere forkortet og redigeret form bragt i den trykte udgave af JP Århus lørdag d. 14/3:

I lederen d. 20/2 2009 forholder JP Århus sig kritisk til evt. videoovervågning i bl.a. Gellerup:
”Om de mange kameraer oven i købet kan skabe øget sikkerhed og en større opklaringsprocent, når forbrydelserne er sket, har vi til gode at se dokumenteret.”

Der ironiseres endvidere indledningsvis over, at forslaget om videoovervågning ”… af både Brabrand Boligforening, de århusianske politikere, politiet og lokalbefolkningen (er) blevet modtaget med en jubel, som ville have været utænkelig, ja nærmest absurd for blot et par årtier siden.”

Men nu har JP Århus tilsyneladende ændret holdning til spørgsmålet? I lederen d. 7/3 ironiserer man igen – denne gang er det imidlertid over, at formanden for Gellerupparken Helle Hansen under justitsminister Brian Mikkelsens besøg IKKE jubler:

For nu har ”De professionelle politikere på rådhuset … investeret masser af tid i at gøre det muligt at videoovervåge området…”, og så stod ministeren der, og ”lignede en, der spejdede efter gadekæret”.

Faktuelt forholder det sig imidlertid sådan, at Helle Hansen har forholdt sig loyalt til, hvad vi, der bor her, indtil videre har besluttet:

Overvågning af åbne arealer har vi endnu ikke taget stilling til, idet muligheden ikke har eksisteret, og i afdelingsbestyrelsen er stemningen den, at både fordele og ulemper skal belyses nøje, at forslaget skal tænkes ind i en større sammenhæng og at det naturligvis er beboerne selv, der efter en demokratisk proces, som er kendt fra alle andre sammenhænge i dette land, der skal tage stilling til det.

På beboermødet sidste efterår besluttede vi imidlertid, at vi vil have videoovervågning i vores opgange, hvilket er muligt indenfor den nuværende lovgivning, og så vil vi gerne have mulighed for at overvåge vores containergårde, hvor folk udefra dumper affald. Så det er vel ganske naturligt, at hun fremhæver dette?

Hvis Helle Hansen overså almindelige demokratiske spilleregler og talte på vegne af nogen, der endnu ikke var blevet hørt, ville hendes dage som folkevalgt nok hurtigt være talte…

Nu er lederskribenten imidlertid som den eneste bekendt med, at Helle Hansens loyalitet og det demokratiske sindelag, som hun sædvanligvis udviser, dækker over en skjult politisk dagsorden:
”Selvfølgelig var Helle Hansens formål politisk: Hold jer væk. Vi tåler ikke mere dårlig omtale …”

Det bekymrer mig alvorligt, at lederskribenten ser sig i stand til at læse andres tanker for så at offentliggøre dem i avisens spalter, og jeg vil tillade mig at anbefale, at man i stedet laver lidt grundigere research på, hvad der foregår i lokalområdet.

Dette har Helle Hansen som jeg selv og flere andre i øvrigt opfordret til ved flere lejligheder, og måske er det det, der spiller lederskribenten et puds?

I så fald har jeg dog anledning til yderligere bekymring, for det forholder sig vel ikke sådan, at ”Hold jer væk” er avisens eneste alternativ til generaliserende angreb på området, som f.eks. dem i førstnævnte leder, som selv politidirektøren måtte tage til genmæle imod?

Jeg har endnu et håb om, at Jyllands-Posten med grundig research, nøgtern fremstilling af den reelle virkelighed og konstruktiv kritik vil bidrage til en fremadrettet debat om, hvad der skal til for at løse de reelle problemer, som også er en del af vores dagligdag herude.

For I er vel ikke helt uden for pædagogisk rækkevidde derude i Viby?

Pia Bjerre Christensen
Bestyrelsesmedlem i Gellerupparken