“Med inspiration fra Gellerup” har fået sit eget domæne

Så fik jeg min egen hjemmeside

Siden 2007 har jeg med (ujævne) mellemrum blogget forskellige steder: På Århus Stiftstidende, på Urban, på Ekstra Bladet og forsøgsvis på Nyhedsavisen.

Med afsæt i min hverdag i Gellerup har jeg blogget om dagliglivet herude, medier, politik og ikke mindst det, der sker i og mellem mennesker – det sidste er jeg inderligt optaget af.

Det hele startede med nogle få små hyggelige indlæg på Stiften, som netop havde åbnet for muligheden for at blogge der, og mine skriverier var ikke særligt bevidste.

Men jeg fik meget hurtigt en brat opvågnen! I november 2007 kom der et folketingsvalg, og så var det slut med hyggen!

En trafikulykke og en piskesmældsskade havde gjort mig syg og (måtte jeg erkende) uarbejdsdygtig. Mistro overfor en af de “nye sygdomme”, diverse undersøgelser og en arbejdsprøvning tog mine allersidste kræfter.

Så i tre år havde jeg kun i meget begrænset omfang haft kræfter til at følge med i den offentlige debat, og det skulle vise sig, at meget havde ændret sig, siden jeg sidst havde sat min fingre på et tastatur…

At bo i Gellerup: En rød, rød klud

“Jeg bor i Gellerup, og det kan jeg godt lide. Se! Børnene spiller bold på græsset!” viste sig at være en rød klud i hovedet på kandidater fra Dansk Folkeparti og deres venner og en kærkommen mulighed for at føre lokal valgkamp på det helt store stemmesluger-emne: Etniske minoriteter og islam. Intet er så mobiliserende som en fælles syndebuk og en fælles fjende – og når en af deres allierede stikker hovedet frem, så er det bare med at give den gas!

Jeg lærte meget det efterår! Jeg lærte, at mine naboer, venner og tidligere kolleger var mine fjender. Jeg lærte, at de boldspillende børn er koransoldater og at Gellerup er muslimsk besat område. Jeg lærte, at jeg ikke kan stole på mine medmennesker, mine erfaringer, min intuition og det faktuelt målbare, fordi alle muslimer lyver.

Jeg lærte, at jeg er farlig for demokratiet, at jeg kan sammenlignes med kollaboratører og værnemagere og jeg lærte, at jeg er terrorsympatisør.

Jeg lærte mange nye ord og udtryk som f.eks. “stæreblind hallal-hippie” og “Allah-frelst osteklokke”.

Ytringsfrihed – en demokratisk ret

Først blev jeg forskrækket og slettede hele min blog: Jeg ved af erfaring, at den slags angreb og debatter tiltrækker ekstremister, jeg havde billeder af børn på min blog, og alle vidste jo, hvor vi boede. Men så tog jeg en snak med forældrene og besluttede, at jeg ville benytte mig af min ytringsfrihed. Jeg genoprettede bloggen, men de første indlæg er væk for altid (det allerførste kan dog læses her).

De personlige angreb lærte jeg mig snart at håndtere med ro og saglighed – men angrebene på mine medmennesker og især børn berører mig stadig så meget følelsesmæssigt, at jeg lige skal trække vejret, før jeg farer i tastaturet. Ofte er der tale om ren ondskab, omend den luftes ud mellem sidebenene.

Fra praktiker til debattør

Det blev hurtigt klart for mig, at jeg måtte spidse min pen og skærpe mine indlæg, hvis jeg ville deltage i debatten, så (uden ironi) blev det en lærerig proces, som jeg fortsat er i.

Jeg tror på, og jeg har erfaret, at ethvert menneske, som trives og har det godt, oplever et behov for at bidrage til fællesskabet. Mine muligheder for at give praktiske bidrag er i vid udtrækning begrænset, så mit behov for at bidrage på denne måde, er forstærket. Jeg trækker på mine erfaringer som tidligere lærer med mange forskellige funktioner og mest for tosprogede, jeg benytter mig af min viden og mine erfaringer fra min grunduddannelse som psykoterapeut og jeg lader mig inspirere af mine oplevelser i dagligdagen her i Gellerup.

“Hvorfor skriver du?”, spurgte et par journaliststuderende mig under et interview for et par år siden.

“Fordi det er nødvendigt for mig. Ellers tror jeg ikke, jeg kan holde ud at blive ved med at bo i det her land!”

Og dette er den allerstørste drivkraft bag denne blog! Racismen har nået højder, jeg ikke troede var muligt, dæmoniseringen af etniske minoriteter og især muslimer trækker dybe spor af menneskelig smerte og den har fået samfundsmæssige konsekvenser.

Den har spredt sig som en gift ud i snart sagt alle kroge og ind i menneskers sind. Den har bredt sig samtlige politiske partier, og den er blevet så meget norm, at vi nu uden andre betænkeligheder end reaktionen fra de berørte tvinger “indvandrere og efterkommere med ikke vestlig baggrund” ud af deres hjem og jævner det med jorden for blot at nævne et enkelt lokalt eksempel fra Gellerup.

Jeg får ikke kræfter til at skrive så meget, som jeg gerne ville, og jeg får langt fra kræfter til at kommentere alt.

Men jeg skriver alligevel. Fordi jeg ikke kan lade være! Og nu på eget domæne. Velkommen til!

Skriv en kommentar