Muslimsk bekvemmelighedsnasser?

En beretning om svigt

En ung kvinde sidder i min sofa. Hun er fortvivlet, har stampet nogle af sine allersidste kræfter op af jorden og er kommet for at bede om hjælp: Vil jeg ikke nok ringe til hendes sagsbehandler? Hun er droppet ud af sit seneste aktiveringsprojekt og har været helt uden indtægt i ½ år.

Det kan du godt klare!

Hun har flere gange selv kontaktet sin sagsbehandler og givet 2 – 3 forslag til, hvordan hun igen kan komme i gang, men der er ingen kære mor: Enten starter hun i det projekt, som sagsbehandleren har udset til hende, eller også er kassen fortsat lukket i.

Mit svar på pigens spørgsmål er imidlertid nej.

Jeg tror på, at ethvert menneske er i besiddelse af ressourcer, og min erfaring fra både mig selv og andre er, at når først de kommer i anvendelse, ja så opstår der endnu flere.

Når vi overvinder både indre og ydre barrierer og oplever, at vi kan klare mere, end vi troede, når vi erfarer, at vi ikke alene er underlagt omstændighederne og andre mennesker, men at vi også aktivt og ved egen hjælp kan skabe os indflydelse på vores tilværelse – så vokser vi, bliver stærkere og gladere, får øget selvværd og selvtillid og får i det hele taget et bedre liv.

Derfor svarer jeg, som jeg plejer i lignende situationer: ”Jeg vil ikke gøre det for dig, men jeg vil gerne tale det igennem med dig, øve det, sidde ved siden af dig og evt. holde dig i hånden, mens du ringer op, hvis du gerne vil have det?”.

En doven nasser?

Hun indvilger og som sagt så gjort – men nu bliver jeg rystet. Pigen beder om et møde og nævner et par stykker af de 5 – 6 forslag, som hun nu har fundet frem til. Sagsbehandleren taler ret højt, og jeg kan høre en del af, hvad hun siger. Hendes stemme er hård, kold og nedladende, og afvisningen er total: Intet møde – mit projekt eller 0 kr.! Så meget for øget selvværd og oplevelse af indflydelse på eget liv…

Pigens ønske er at komme i gang igen. Hun er bange for at blive skør, som hun siger, hvis hun fortsat bare skal gå derhjemme.

Nu er der ingen vej tilbage og efter at have lavet klare aftaler med pigen, ringer jeg sagsbehandleren op. Jeg giver udtryk for, at der vist må være tale om en misforståelse.

Jeg forudsætter, at hun nok ikke har taget følgende ting i betragtning:

  • At pigen er vokset op i et hjem med massive misbrugsproblemer
  • At pigen er vokset op i et hjem, hvor begge forældre lider af alvorlige traumer og andre psykiske problemer
  • At pigens mor, som nu er eneforsørger, er afmægtig og opgivende, og at pigen derfor har et stort ansvar for sine mindre søskende
  • At pigen har lidt sviende nederlag i sit sidste aktiveringsprojekt, men at hun nu har samlet sine sidste kræfter og har forholdt sig konstruktivt til, hvordan hun kan komme videre og hvordan, hun kan bidrage til fællesskabet

Deprimeret eller bare muslim?

Sidst men ikke mindst spørger jeg til, om sagsbehandleren dog ikke er opmærksom på, at pigen i en årrække i lange perioder har udvist samtlige tegn på alvorlig depression?! Ikke bare et eller to. Samtlige!

Symptomerne på en depression er ifølge netdoktor.dk:

Mindst to af følgende symptomer:

  • Følelse af nedtrykthed
  • Markant nedsat lyst/interesser
  • Reduceret energi, svær træthed

Samt mindst to af følgende:

  • Nedsat selvtillid eller selvfølelse
  • Selvbebrejdelser, svær skyldfølelse
  • Tanker om død eller selvmord
  • Tænke- og koncentrationsbesvær
  • Svær indre uro eller modsat: hæmning
  • Søvnforstyrrelser
  • Betydningsfulde ændringer i vægt eller appetit

Nu vender bøtten og sagsbehandleren indvilger i et møde. Udgangspunktet var tilsyneladende, at pigen enten er undertrykt eller doven. Tørklædet gør forskellen. Dette er fortolkningsvold. Kvinden er ikke blevet set. Hun er blevet stemplet.

Pressens, politikeres og enkelte såkaldte fagfolks tiltagende dæmonisering etniske minoriteter og især muslimer forværrer problemer som disse, og det er ikke længere kun Dansk Folkeparti, der er ansvarlig for det.

Racismen og islamofobien rammer ikke blot i det offentlige rum. Den rammer hvert enkelt barn, hver enkelt ung og hver enkelt voksen. Desto større pres – desto større opgivelse. Profetien bliver selvopfyldende: “Vi har da heller ikke andet end problemer med de dovne, agressive og modvillige muslimer, der bare ikke VIL integreres”.

Lettere redigeret udgave af indlæg bragt første gang på Stiftenblog august 2008.

Skriv en kommentar