Klogt sagt II

Kærlighed og udvikling

”Det kan ikke lade sig gøre at lave et andet voksent menneske om. Du kan påvirke andre, men du kan ikke få et andet menneske til at forandre sig, fordi det passer dig – med mindre han/hun selv ønsker det – eller med mindre du bruger vold.”

Hanne Hostrup i ”Kæreste billeder”

Den paradoksale teori om forandring

“”Et menneske forandrer sig – ikke, når det forsøger at blive dét, som det ikke er, men når det bliver dét, som det er” (Beisser 1971).

Det er paradoksalt, dvs. tilsyneladende selvmodsigende, at man kan ”blive hvad man er”. Og det er paradoksalt, at det er vigtigt at blive accepteret som den, man er, af dén, som gerne vil medvirke til, at man forandrer sig.

Men når talen er om menneskelige forhold som opdragelse, psykisk/åndelig vækst og den gensidige påvirkning i et parforhold, bliver det til at forstå, hvad teorien indebærer.

Opdragelse, der foregår i en atmosfære af ikke-accept eller under truslen om tab af accept (kærlighed), medfører måske nok en form for forandring, men ikke nogen vækst. En sund opdragelse trækker grænser og sørger for, at handlinger på en naturlig måde får konsekvenser; men trusler om tab af kærlighed medfører kun en overfladisk tilpasning til de stillede krav – koblet med en skjult eller åbenlys protest og tendens til at ”snyde”, hvor som helst det er muligt.” (Min fremhævning)

Bent Falk i ”At være – der, hvor du er (Kap. 2.7)